Spionfest


Overblik
Den seje fest hvor børnene skal på spionskole for at trænes i at være hemmelige agenter.

Fremgangsmåde
Invitationen til spionfesten kan skrives i kodesprog. Alfabetet med koderne skal naturligvis fremgå af invitationen. Den kan også indeholde en gåde med et kodeord, som skal siges ved ankomsten. Når børnene ankommer, spørger man om kodeordet, og de bliver derefter kropsvisiteret for checke om de har ulovligheder med.

Vil man gøre ekstra meget ud af det kan man lave en spiontaske til alle, som de får udleveret når de kommer. Tasken kan indeholde et kort over området (gården, haven, huset o.l.), en notesblok, en kuglepen, et kodesprog og f.eks. materiale til at lave en hjørnekikkert af. Find selv på mere.

Der kan være pyntet op med fodspor klippet ud af pap og forstørrede fingeraftryk. De kan sidde på gulv, vægge og loft. Spioner kan ikke arbejde på tomme maver, så festen starter med at børnene samles og spiser.

Når man nu sidder ved bordet kan man passende starte med nogle klippe/klistre aktiviteter. En ting kan være at lave sin egen hjørnekikkert.

Man kan også lade børnene lave deres eget kodealfabet eller man kan lave en lille gåde de skal løse. Derefter skal de små spioner i gang med de mere fysisk krævende opgaver.

Det kan være udfordringer på en forhindringsbane, klatretræning, løse mysterier ved hjælp af kort og meget mere.

Når børnene har prøvet de forskellige udfordringer bliver de udnævnt til hemmelige agenter og får overrakt et rigtig sejt diplom. Vi forestiller os, at spionfesten kan bruges både til drenge og piger. Man kan tilpasse aktiviteterne efter kønnene hvis det er nødvendigt.

Lege

- Den tikkende bombe 
En leg i familie med Tampen brænder men her er du i desperat kamp mod tiden! Denne leg er en variant af tampen brænder. Men her er tampen et tikkende æggeur. Det gælder om at lytte sig frem til det tikkende æggeur. Uret indstilles til for eksempel fem minutter og gemmes, mens de øvrige deltagere lukkes inde på et værelse. Efter fem minutter eksploderer bomben, hvis deltagerne ikke inden da har fundet bomben og demonteret den. 
Husk: Et æggeur og gerne et stort hus.

- Lydskattejagt
På denne skattejagt er det med at spidse ører og være god til at kende forskellige lyde i huset. Så finder du nemlig skatten.
Idéen i denne skattejagt er at lave en skattejagt med lyde. Man optager et bånd med lyde fra forskellige rum. Det kan være et toiletskyl fra badeværelset, snorken fra soveværelset, elpisker fra køkkenet, tv fra stuen osv. Børnene bruger et lille bærbar båndoptager, og skal så lytte til båndet, og finde skatten til sidst.
Husk: Bånd med lyde, båndoptager og en skat.

- Indendørs skattejagt
Stuen ligner et stort edderkoppespind, som børnene skal vikle sig igennem.
Det er jo ikke alle som har fødselsdag i juni. Selvom regnen siler ned, kan man godt lave en god skattejagt. To garnnøgler i forskellige farver vikles rundt i hele huset med en skat for enden af dem begge. 
Børnene bliver nu delt i to hold og skal følge og vikle garnnøglerne op til de når deres skat. Der kan naturligvis laves flere hold, hvis der er mange børn. 
Husk: Garnnøgler og en dejlig skat.

- Ballon-skattejagt 
Her er en formidabel skattejagt med balloner og puslespil.
Man skal bruge en tegning eller et foto af det sted, hvor skatten befinder sig. Det kan være et legehus, et bestemt stort træ i haven, et skab i huset osv. Så klipper man tegningen/fotoet i stykker og putter hvert stykke ind i en ballon, som pustes op. Ballonerne gemmes rundt omkring i huset og haven. Nu kan skattejagten begynde. Børnene skal nu finde ballonerne, springe dem og tage brikken med sig til den næste ballon. Når alle brikkerne fra ballonerne er fundet, skal de sætte dem sammen som et puslespil og så kan børnene endelig se, hvor skatten er. Skatten kan være fyldt med slikposer til alle. 
Husk: Foto/tegning, balloner og en skat.

Mad og drikke
På festdoktoren.dk er vi lidt i tvivl om hvad små spioner egentlig spiser. Måske spiser de burgere og drikker colaer. Er de spioner der færdes i de finere kredse som fx. Bond, spiser de nok pindemadder, chips og smukt anrettede frugtspyd og så drikker de naturligvis sodavands-martinier til.

Påklædning
Skæg og blå briller.